Den nye praktikpladsordning i hovedtræk
Ta' en elev og få optil 70.000 kr.
2,4 mia. kroner skal sætte skub i den positive udvikling på praktikpladsområdet. Indsatserne virker. Praktikpladskurven er knækket, og antallet af nye praktikpladser inklusiv skolepraktikpladser i 2010 forventes at overgå niveauerne for 2008 og 2009.
Med den nye aftale er det muligt at opnå en forhøjet bonus på 70.000 kroner for indgåede uddannelsesaftaler, samt ekstra skolepraktikpladser. Det skal i alt sikres 8.900 flere elever får en praktikplads i 2011.
Praktikpladsaftalen
Den nye aftale indeholder blandt andet følgende initiativer:
- Videreførelse og forbedring af den hidtidige præmierings- og bonusordning, så arbejdsgiverne til og med 2011 kan modtage op til 70.000 kroner per nyindgået aftale mod 50.000 kroner i 2010.
- Initiativet virker fra nu og bagudrettet for uddannelsesaftaler, hvor prøvetiden ikke er udløbet den 15. november 2010.
- 1.500 ekstra skolepraktikpladser inden for kvotesystemet i 2011, svarende til niveauet i 2010. Der vil fortsat være fri adgang til skolepraktik på 32 erhvervsuddannelser med skolepraktik.
- Styrkelse af uddannelsesgarantien på erhvervsuddannelserne i form af en midlertidig videreførelse af adgangen til skolepraktik i trin 2. Således kan elever, der i 2011 optages i en uddannelses trin 1 med skolepraktik fortsætte i uddannelsens trin 2 med skolepraktik.
- Videreførelse af løntilskud til egu-elever samt til nye aftaler med elever, der uforskyldt - for eksempel på grund af konkurs - har mistet deres uddannelsesaftale.